Naturområder

Frisk luft og natur er godt for både krop og sjæl. Skovens dybe ro, havets brusen og duften af græs og blomster renser, beroliger og danner de perfekte rammer om gode oplevelser.

I Brønderslev Kommune finder du en række unikke, indbydende naturområder med varieret natur. Flere er gemt væk fra by og trafik, og du kan nyde uspoleret stilhed og snuppe en pause fra hverdagens travlhed.

Tag på opdagelse i det bakkede terræn langs den vendysselske højderyg Jyske Ås, slå jer løs på legepladsen i Søheden Skov, udforsk junglestien i Dronninglund Naturpark, eller hils på dådyrene lige udenfor Brønderslev by.

Grindsted Plantage

Grindsted Plantage er en bynær plantage, som byder på gode naturoplevelser. I plantagen findes søer, tæt og åben skovplantning, solbeskinnede græsplæner samt gode stier, som leder besøgende rundt i plantagen. På en forhøjning i plantagen findes der en lysning med bålplads. Plantagen byder på et rigt dyreliv og hyggelig stemning ved søerne midt i plantagen.
Kør ad: Hjørringvej / Stadevej / Plantagevej.

Komponistskoven i Brønderslev

Komponistskoven ligger i den vestlige del af Brønderslev by, og byder på et stykke uforstyrret natur med søer, træer og planter. De mange forskellige træ- og plantearter giver mulighed for fordybelse i naturen og dens pragt. Skoven byder på en primitiv overnatningsplads med shelters, bålplads med grill og flere borde-bænkesæt, som giver dig muligheden for at opleve naturen på aller tætteste hånd.
Adresse: Komponistskoven, Omfarstvejen nær Rema 1000, 9700 Brønderslev.

Besøg dådyrene nord for Brønderslev

Kom helt tæt på dådyrene og giv dem mad dem gennem indhegningen i naturskønne omgivelser lige uden for Brønderslev by. Området giver mulighed for en dejlig gåtur i den frodige og velholdte oase, hvor man har gode chancer for at støde på både egern og hare. Lad børnene boltre sig på den naturskønne legeplads med blandt andet gynger. Området byder på gode oplevelser for både store og små i de grønne omgivelser.

Adresse: Hjørringvej 180, 9700 Brønderslev. Bag psykiatrisk sygehus.